Forsikringer
Når et barn eller en ung er på skolen, har skolen og lærerne tilsynspligten, og derfor er børnenes forældre aldrig ansvarlige for eventuelle skader der. Men et eventuelt erstatningsansvar kan blive pålagt barnet.
Skolens tilsynspligt gælder som udgangspunkt kun på skolen, ikke på skolevejen. Forenklet sagt er det ved skader på en selv eller andre på skolen et spørgsmål, om skolen og dermed kommunen har et ansvar. Det har den kun, hvis det kan godtgøres, at skolen har svigtet sin tilsynspligt. Det sker sjældent.
Når det skal vurderes, om et barn er erstatningsansvarligt, sammenligner man barnets handling med, hvordan et barn på samme alder normalt ville have handlet. Har det skadevoldende barn handlet anderledes og mere uforsigtigt end det typiske barn med tilsvarende alder, pålægges der barnet et erstatningsansvar.
En indboforsikring har sædvanligvis også ansvarsdækning for såvel den voksne som hjemmeboende børn indtil de fylder 21 år. Men for at sikre sig mod de økonomiske konsekvenser af uheld og ulykker bør forældrene desuden tegne en ulykkesforsikring for deres børn.
Hvis et barn bliver erstatningsansvarligt, er forældrene ansvarlige for de første 7.500 kr., idet pr. 1. juli 2009 trådte Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar i kraft. Den betyder, at når et hjemmeboende barn under 18 år laver en skade, som barnet kan bebrejdes, kan skadelidte nu kræve op til 7.500 kr. i erstatning fra den forælder, der har forældremyndigheden. Er der fælles forældremyndighed, hæfter de solidarisk. Dette nye ansvar kan også dækkes af en ansvarsforsikring.
Hvis et barn har forvoldt en hændelig skade, er barnet som anført ovenfor ikke ansvarlig, og ansvarsforsikringen betaler ikke. Men forældre skal ikke diskutere med modparten om barnet har skylden. De skal blot overlade sagen til forsikringsselskabet, så vil selskabet tage stilling til skyldsspørgsmålet.
Har barnet lavet en skade ved simpel eller grov uagtsomhed, betaler ansvarsforsikringen som hovedregel erstatning.
Har barnet/den unge forsætligt forvoldt en skade, og er vedkommende fyldt 14 år, vil ansvarsforsikringen ikke betale erstatning. Barnet/den unge må altså selv betale. Forsikringen vil dog dække forældrenes hæftelsesansvar - max 7.500 kr.
Var barnet ikke fyldt 14 år, da det lavede skaden, vil forsikringsselskaberne betale erstatning.
Hvis tænder knækker ved et ulykkestilfælde, kan en ulykkesforsikring helt eller delvis dække udgifterne. Børn under 18 år er dog sikret behandling i den kommunale tandpleje.
Staten har en særlig erstatningsordning for elever i 8.-10. klasse, der deltager i erhvervspraktik, studiebesøg og enkelte andre former for praktik, der er arrangeret af erhvervsvejledningen, et praktikkontor eller skolen. Ordningen omfatter ikke praktikanternes transport til og fra praktikstedet og heller ikke tøj og andre ejendele.