Flere henvender sig til Forældrerådgivningen om specialundervisning, samarbejde og mistrivsel

Flere henvender sig til Forældrerådgivningen om specialundervisning, samarbejde og mistrivsel

Forældrerådgivningen har haft ualmindeligt travlt i 2021. Med 1.757 henvendelser fra forældre, skoleledere og fagprofessionelle, har Forældrerådgivningen haft et rekordår. Især henvendelser om specialområdet fra forældre, der oplever, at deres børn ikke får det rette tilbud, er steget voldsomt. Det viser ny årsrapport.

Formand for Skole og Forældre, Rasmus Edelberg, er glad for, at endnu flere har fået øjnene op for tilbuddet om rådgivning, men også ærgerlig over, at man ikke kan hjælpe alle dem, der har brug for hjælp. I perioden marts til juni 2021 ringede 20 i gennemsnit forgæves hver dag. 

- Der er et stigende behov for at få anonym rådgivning, og det er rigtig vigtigt, at forældrene har nogle at gå til, der kan hjælpe. Behovet er der i forhold til rettigheder, men også når det gælder om at gribe dialogen an på en ny og konstruktiv måde. Derfor skal muligheden for forældrerådgivning også udvides, så vi kan hjælpe endnu flere. 

Formanden håber, at politikerne kan se det store behov, som årsrapporten viser, og vil investere yderligere i Forældrerådgivningen, så åbningstiderne kan udvides, nye frivillige uddannes, og flere får hjælp. 

Flere ringer om visitation og specialundervisning, samarbejde og mistrivsel

Rikke Alice Bille, der er leder af Forældrerådgivningen, er en af dem, der har talt med ekstra mange forældre, skoleledere og fagprofessionelle. Hun er glad for at kunne hjælpe og ikke mindst stolt over, at hele 92 % af dem, der har ringet, har følt sig hjulpet trods travlhed. Det, der har fyldt mest, og mere end tidligere år, har været opkald, e-mails og chats om visitation og specialundervisning, samarbejde og mistrivsel.

- Det jeg hører, det er, at afstanden mellem forældre og skole er blevet større. Og det er selvom, forældrene har været tættere på skolen under nedlukningerne med hjemmeskole. Forældrene oplever, at det er svært at få fat i skolen, lærere og PPR, og det er trist, for samarbejdet er altafgørende for børnenes trivsel. 

Især henvendelser om specialområdet er steget markant. I 2020 udgjorde henvendelserne på det område 13 %, mens det er steget til 26 % i 2021. Rikke Alice Bille fortæller, at det især er forældre, der oplever, de ikke får det rette tilbud til deres barn, eller synes, der mangler kvalitet i det tilbud, de har fået, som hun taler med. 

Læs mere: Årsrapport 2021 – Forældrerådgivningen

Om Forældrerådgivningen

Forældrerådgivningen er en uvildig rådgivning, hvor forældre og andre, der oplever vanskeligheder i forhold til et barns skolegang, kan få anonym rådgivning via telefon, chat eller mail. Udgangspunktet for al rådgivning ved Forældrerådgivningen er at have fokus på forældrenes egne ressourcer og handlemuligheder i samarbejdet mellem skole og hjem. Forældrerådgivningen er forankret i landsforeningen Skole og Forældre og er et tilbud til alle skolebørns forældre uanset skoleform. 

Forældrerådgivningen har eksisteret siden 2006 og er finansieret af Undervisningsministeriet gennem finanslovsbevillinger i form af driftslignende tilskud. 

Rådgiverne ved Forældrerådgivningen er frivillige, der ulønnet arbejder for at fremme skolebørns trivsel og læring. Alle rådgivere har gennem en årrække beskæftiget sig med børn, familier og samarbejdet mellem skole og hjem ofte som skoleleder eller ansat ved en kommunes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Ud over de frivilliges erhvervserfaring sikrer Forældrerådgivningen gennem kursusforløb, at alle rådgivere har de fornødne kompetencer og ressourcer til at yde en kompetent og professionel rådgivning. Ved udgangen af 2021 var der 15 aktive rådgivere.

Kontakt

For yderligere kommentarer kontakt: 

Rasmus Edelberg, landsformand, Skole og Forældre, mobil: 23 27 05 38

Rikke Alice Bille, leder af Forældrerådgivningen, mobil: 33860216

Majken Aaboe Schultz, kommunikationsansvarlig, mobil: 33860213 / 25470614

Udgivet den

3. marts 2022

af

mas

Læs også

Uro
30.09.24
Ministerens fokus på sanktionsmuligheder løser ikke de reelle udfordringer
Debatindlæg af Rasmus Edelberg og Regitze Spenner Ishøy, bragt i Skolemonitor d. 30/9 2024
18.09.24
Skole og Forældre skal have ny formand
Rasmus Edelberg takker af efter 6 år som formand for Skole og Forældre. Ny formand vælges på Skole og Forældres landsmøde, der holdes på Nyborg...