IT-nedbrud og dygtige lærere

IT-nedbrud og dygtige lærere

Modstridende krav, forvirrende kommunikation og it-nedbrud – men også tid til hygge i familien og gode oplevelser med skolens ansatte. Ny undersøgelse viser, hvordan forældrene har oplevet de sidste ugers nødundervisning.

En ny undersøgelse blandt 735 forældre til børn i folkeskolen, som Skole og Forældre har foretaget, viser, at det især er forældrenes tidsforbrug på børnenes undervisning, IT-problemer og forvirrende kommunikation fra skolens side, der har givet vanskeligheder for forældrene i løbet af perioden med skolelukning.

På den positive side siger forældrene, at de har fået et bedre indblik i deres børns skolegang og mange har oplevet kreative aktiviteter fra lærere og pædagogers side. Samtidig fremgår det af undersøgelsen, at mange familier har fået erfaring med nye muligheder via digitale medier og har nydt at være sammen hjemme.

- Mange forældre savner til daglig en bedre forståelse for, hvad der foregår for deres børn i undervisningen. Det indblik har de fået de sidste uger sammen med en tættere dialog med lærerne om skole-hjem-samarbejdet. Og så er det dejligt at høre, at mange familier også har hygget sig derhjemme, siger Rasmus Edelberg.

- Det er irriterende, når IT-systemerne bryder sammen eller lærerne kommunikerer på forskellige platforme, som man ikke kender. Det har også taget meget tid for især indskolingsforældrene, at skolen er flyttet hjem. Forældrene har trukket et stort læs de sidste uger, siger Skole og Forældres formand, Rasmus Edelberg.

Otte ud af ti forældre er overordnet set tilfredse med den fjernundervisning, som deres børn har fået, mens 67 % af forældrene er tilfreds med den hjælp og støtte, som skolen har givet.

Arbejdsgiverne har ikke meget at juble over i den nuværende situation. 52 % af forældrene vurderer, at de har kunnet passe deres arbejde dårligere end normalt, 34 % har kunnet passe deres arbejde som de plejer og nærmest ingen har kunnet passe deres arbejde bedre end normalt.

- Forældrene har brugt en masse tid på at hjælpe børnene med fjernundervisningen. Det er gået ud over arbejdet. Det gælder især forældre med mindre børn. Eleverne har stor værdi ud af kontakt med deres lærere og pædagoger, men nogle familier har også brug for lidt mere hjælp og støtte end andre, så der er det vigtigt at skolen rækker ud, når enkelte elever ikke checker ind, siger Skole og Forældres formand.

Generelt oplever forældrene, at elevernes trivsel er dykket lidt, dog oplever forældre til børn med særlige behov en lidt bedre trivsel hos børnene. Det helt store problem er, at eleverne savner deres kammerater.

- Vores børn kan ikke være sammen med deres venner. Det er et stort savn, men det er Coronaens skyld, ikke skolens. Fysisk og mental trivsel hos børnene er vigtigt for hele familien, når vi er lukket inde på begrænset plads i flere uger. Her kan skolens indsats gøre en stor forskel. Jeg vil opfordre til at skolerne bruger metoder, der kompenserer for manglen på sociale fællesskaber, for eksempel videomøder eller digitalt gruppearbejde, hvor det giver mening. Det er også godt, hvis undervisningen i passende omfang lægger op til fysiske aktiviteter og at de musisk-kreative fag får noget plads. Varieret undervisning er som altid vigtig for elevernes motivation, siger Rasmus Edelberg.

Undersøgelsen viser også, at eleverne i 9. klasse er et særligt opmærksomhedspunkt for forældrene på grund af den kommende afgangseksamen.

- Jeg har noteret mig, at Børne- og Undervisningsministeren har lovet at tage hånd om den problemstilling så hurtigt som muligt. Det er jeg sikker på, at mange elever og forældre vil være glade for, siger Skole og Forældres formand.

Undersøgelsen er gennemført i perioden 27. marts – 2. april. 735 har besvaret undersøgelsen. Respondenterne er forældre til børn i folkeskolen.

Yderligere kommentarer, Rasmus Edelberg, landsformand, Skole og Forældre, mobil: 23270538

Udgivet den

3. april 2020

af

sp

Læs også

Uro
30.09.24
Ministerens fokus på sanktionsmuligheder løser ikke de reelle udfordringer
Debatindlæg af Rasmus Edelberg og Regitze Spenner Ishøy, bragt i Skolemonitor d. 30/9 2024
18.09.24
Skole og Forældre skal have ny formand
Rasmus Edelberg takker af efter 6 år som formand for Skole og Forældre. Ny formand vælges på Skole og Forældres landsmøde, der holdes på Nyborg...